Selvfølgelig ved mange ledere en masse om stress. De ved også godt, at de har ansvaret for trivslen på arbejdspladsen. Men mange ledere har svært ved at tale med deres medarbejdere om personlige ting. Et simpelt spørgsmål som ”hvordan har du det?” er for nogle ledere grænseoverskridende.

Det går meget bedre med at spørge til opgaverne. Eller med at spørge ”har du det godt?” for her kan medarbejderen svare med et ja eller nej. Det bliver som oftest et ja, hvis medarbejderen fornemmer, at lederen alligevel ikke er interesseret i at høre om baggrunden for et negativt svar.

Mange ledere kan ikke rumme, hvis medarbejderen viser følelser og for eksempel bliver ked af det. Og ovenikøbet måske begynder at græde. De aner simpelthen ikke, hvad de skal stille op med det. Måske bemærker de stresssignaler, men putter det væk og snakker om opgaverne i stedet for og håber så, at stressen går over af sig selv.

Nogle ledere er blevet forfremmet, fordi de er fagligt dygtige eller meget resultatorienteret, men har mangler, når det kommer til de mere bløde ledelsesdiscipliner.

At lederen har berøringsangst, kan i sig selv være stressforstærkende for medarbejderen.

For hvor går du så hen?

Stress behøver selvfølgelig ikke altid at være jobrelateret. Men det påvirker præstationen og trivslen på jobbet under alle omstændigheder, og det er lederens ansvar at spotte det og tage action. Så når man har prioriteret og omfordelt opgaverne uden afhjælpning af symptomer, så kan action for eksempel være efter en samtale at henvise til medarbejderens læge eller til en psykolog via firmaets sundhedsforsikring.

Mange virksomheder har efterhånden fået etableret et beredskab til at tage sig af stressede medarbejdere. Altså når skaden er sket. Ofte tilbydes der psykologhjælp eller lignende via en sundhedsforsikring. Så er det eksperter, der tager over, og det er selvfølgelig det helt rigtige. Men der mangler forebyggelsesprogrammer.

Nogle afholder kurer i stress for ledere og medarbejdere og forventer så, at den enkelte leder selv klare resten.

Men ofte går det som med så mange andre kurser, at det går i glemmebogen, og hverdagen kører videre som før. Og berøringsangsten bliver ikke nødvendigvis mindre, fordi man er blevet gjort opmærksom på, hvad der kræves. Der mangler reel vilje til at tage fat om nældens rod, fordi berøringsangsten også er på toplederniveau. Jeg tror egentlig, at de fleste er kede af det, når der kommer en stresssygemelding, men føler afmagt over for opgaven.

Det er vigtigt at skabe et arbejdsmiljø, hvor det er trygt at tale om sårbarheder og midlertidige svagheder. Ingen er stærk hele tiden og alle bliver udfordret på et tidspunkt.

Berøringsangst for svære samtaler har jeg aldrig haft. Med min personlighed som sansestærk følger en højt udviklet empati. Det er grundstenen bag en ægte interesse for andre mennesker, og det har også gjaldt for de medarbejdere, jeg har været leder for.

Men hvad nu hvis man ikke er født med empati? Kan man lære det? Det har jeg ikke svaret på, men umiddelbart er det min holdning, at empati er en nødvendighed for at kunne blive leder i dag.

En naturlig interesse for andre mennesker er vejen til at minimere berøringsangsten.