Der er kommet større fokus på stress de seneste år, for det er som om, folk falder som fluer omkring os. Både offentligt kendte og folk fra de private cirkler. Alligevel oplever mange af os en følelse af skam, når stressen handler om os selv.

For pludselig er det ikke de andre, den er gal med. Det er dig. Selvom du aldrig troede, det skulle ramme dig. Og nu føler du dig snigløbet. Hvordan havnede du her? Hvordan kom det så vidt? Som om du ikke har styr på dit liv.

Den erkendelse kan være tung, og derfor er vi gode til at lyve for os selv og andre og til at  ignorere kroppens signaler.

For skam er altid i relation til andre mennesker. Den går ind og prikker til et af vores vigtigste grundlæggende behov som mennesker: Behovet for at høre til. Og hvad tænker de andre nu om dig, når du må give efter for presset?

Måske går du bare og venter på, at det går over af sig selv. At det forsvinder efter ferien, dit næste projekt, når du flytter på landet eller endelig bliver færdig med at renovere førstesalen.

Men så er du i gang med at stikke hovedet i busken som en struds. Og da skammens sprog er tavshed, så får du heller ikke lige talt med nogen om, hvordan du har det. Og så vokser det inde i dit hoved, og du overtænker, og du er inde i en ond spiral. 

At erkende følelsen af skam og tage sig af den kan være livsforandrende. For  symptomer på stress forsvinder desværre sjældent af sig selv. Processen skal hjælpes på vej, hellere før end siden.